Livet som bonusmor

De som kender mig, de som jeg har tæt inde på livet, eller  blot dem som jeg på et tidspunkt i livet har delt mine holdning med, ved, hvordan jeg har det med børn i et forhold, som ikke er mine egne..

For at sige det kort og kontant, så har jeg altid sagt, og jeg har altid stået ved, at jeg ikke skulle have andre børn end mine egne, til at være en del af mig og mit forhold. Det har faktisk slet ikke været til diskussion for mig.. Jeg har kun set det som et problem. Der vil måske sidde nogle drenge derude, som har et barn og som har forsøgt kontakt til mig på et eller andet tidspunkt i fortiden, som tænker, “Ja, jeg fik ikke en gang en chance!” For det er korrekt… Det gjorde du ikke. Alene af den årsag, at du havde et barn, en datter eller en søn, som ikke var mit, med en anden, som ikke var mig.

• Men hvad sker der, med så skarpe holdninger til noget som man aldrig har ville gå på kompromis med, når man møder manden man ønsker at dele sit liv med, og han har et barn med en anden ?

 

x

Emma er nu 6 år gammel. Det blev hun i marts, og her fejrede vi hendes fødselsdag for sin familie, hjemme i vores lejlighed. Dennis og Emmas mor har aldrig haft et forhold til hinanden, på nogen måde, de har aldrig ville have det her barn “sammen.” Det var rent ud sagt noget han blev kastet ud i, ret pludseligt.. Han blev spurgt efterfølgende, om han ville være en del af denne proces, og sit barns liv, eller det ikke var noget han ville have med at gøre – og hvilken mand siger nej til det? Om et barn er planlagt eller ej, så vil man altid have et ansvar, både over for sig selv men også over for barnet. Det er hvert fald min holdning til det.. Og det gjorde Dennis, han tog ansvar.. Også selvom det ikke var hans første indskydelse, hvilket de fleste mennesker nærer fuld forståelse for. Men for det har jeg stor respekt, da det i den grad ikke har været nemt for ham..

Det var alene af den årsagen , at de ikke havde haft en fortid sammen, at jeg i første omgang kunne overveje, om det var noget jeg kunne overskue at være en del af.  Jeg ønsker ikke, at være den i et forhold, som barnet altid vil se sig sur på, fordi “hun er skyld i, at mine forældre ikke er sammen længere..” Nej tak, det er ikke noget for mig.

Emma har aldrig set sine forældre være sammen, og har derfor aldrig skulle være ked af, at mor og far ikke er sammen længere.. Hvis alt det modsatte var tilfældet, havde jeg ikke trådt ind i det.. Og der er flere stadier i denne proces, som jeg vil forsøge at dele med jer. Jeg kan kun tale ud fra mig selv og mine holdninger, og jeg synes ikke, at det her har været nemt.. Og det synes jeg stadig ikke altid, at det er.. Men det er blevet markant bedre.

 

 

 

Først og fremmest, med et barn i forholdet, så skal man altid være klar over, at man vil være nummer to. Der vil altid være en der er vigtigere end dig. Der vil altid være en, som man skal tage hensyn til, en som har større betydning, og en som har stor indflydelse. Det vil lægge naturligt og ikke tankevækkende, hvis det var et fælles barn. Men, det er en tanke man skal vænne sig til og overveje om man kan acceptere, når det ikke er ens eget, og i princippet noget, som man ikke kan gøre noget ved, har noget med at gøre eller er en del af. Når det så er sagt, så skal man ikke misforstå mig her – selvfølgelig, skal det barn være første prioritet! Uden tøven. Det er ikke fordi at jeg ikke kan forstå det, eller fordi jeg ikke kan acceptere det, for alt andet ville da være unaturligt og ansvarsløst.. Men for mig, har det blot været en svær tanke at skulle vænne sig til, at noget man har skabt i fortiden med en anden person, så stor en ting som altid vil have kæmpe betydning for ens fremtid, betyder mere, end jeg.

Barnet skal altid tages i betragtning i fremtiden, der vil være penge der skal lægges til side og spares op til noget, der vil være ting man er nødsaget til at frasige sig, både Dennis og jeg, helt simpelt fordi det ikke kan lade sig gøre. Planer der ændres, tid tages ud af kalenderen.. Det hele har stor betydning, når først man er blevet forældre. For mit vedkommen, giver alt det her god mening, og det er sådan det er og skal være, hvis man er en ansvarsfuld forældre. Men, det kan være svært at give plads til alle de forandringer, og lade det flytte ind i sit liv, når man sjældent har noget at skulle have sagt.

De som sidder i et forhold, hvor de har inddraget et barn til et nyt forhold, vil aldrig kunne sætte sig ind i de ting der foregår i deres partners tankegang. Og det er fordi det er jeres barn.. Det er jeres fordel. Og det er jeres beslutning. I sidste ende, har vi intet at skulle have sagt. I skulle prøve somme tider at stå på sidelinjen, og vende 180 grader, og stille spørgsmålet – “hvad hvis det var mig?”

 

x

Som bonusmor eller bonusfar, har du ikke det sidste ord. Du har faktisk ikke en gang krav på, at få et eneste ord indført, hvis der skulle opstå uenighed. Der er ikke altid plads til ændringer, justeringer eller nye holdninger fordi, hvad har det egentlig med dig at gøre? Og hvis det blot var Dennis der bestemte, så kunne jeg måske få lov, eller have indflydelse. Men, der er jo også en mor i billedet, som bor et stykke herfra, og det er dér Emma hun bor til dagligt og vokser op. Så, det er selvfølgelig hende der har det sidste ord, og hende der ligger dagsordenen. Og her synes jeg det kan være svært, ikke at blande sig, eller komme med sit synspunkt på visse ting, at man altid bare skal acceptere tingene som de er og håbe at det nok skal gå. Det er vigtigt at træde tilbage, og ikke tage en kamp op, som ikke vedrører dig, også selvom det er svært eller man måske burde. Det er også vigtigt, at se alting fra alle perspektiver, i håb om, at man måske bedre kan forstå det der foregår. Og allermest, tænk på barnet, og ikke dig selv. Det er ikke alting der giver mening for dig, men så længe det gør for barnet, så er man nød til bare at sige, “okay….”

Med Emma har jeg været heldig, på mange niveauer. Hun har aldrig været hos Dennis på fuld tid grundet en enighed med Emmas mor om, at det var bedst hun var fast hos hende. Særligt også pga Dennis arbejde, det ville ikke kunne lade sig gøre.. De deler forældremyndighed, og laver aftaler fra gang til gang om, hvornår Emma skal komme på overnatning her hos os.

De første par gange at Emma skulle sove hos os i lejligheden, sov hun inde på vores gæsteværelse. Jeg havde ikke haft alene-tid med Emma på daværende tidspunkt, og vi kendte hinanden meget sparsomt. Det var selvfølgelig også for hendes skyld, jeg ønskede ikke at presse på, med børn tager tillid og tryghed tid, og det er helt normalt.

Jeg tænkte desuden mere på mig selv, på min søvn og på at jeg sov tæt på min kæreste, og derfor valgte vi gæsteværelset. Dennis forlangte heller ikke andet, da jeg tænker han forsøgte ikke at trænge sig på, eller presse mig til noget han vidste jeg havde det lidt svært ved. Men det resulterede i, at han rendte frem og tilbage fra værelse til værelse, aften/nat, samt formiddag for at sikre sig, at Emma sov og havde det godt, så ingen af os fik faktisk søvn alligevel.. En dag fik Emma hjemve, og savnede sin mor. Derfor blev hun hentet sent om aftenen, og jeg sad med en tom følelse indeni. Stakkels Dennis, stakkels Emma… Da jeg selv var den alder, ville jeg ikke kunne sove alene, et nyt sted, hos nogle jeg så så lidt, som hun gjorde med os på daværende tidspunkt. Det er da absolut ikke rart, og Emma er meget genert og beskeden, så hun sagde ikke noget til os. Og fra da tog jeg en meget hurtig beslutning, i samråd med Dennis – Emma skulle fremover sove imellem os. Selvfølgelig er hendes velvære, hendes søvn, og at hun har det godt, vigtigere end ham og jeg. Hun har brug for trygge rammer, og samtidig vil vi helt sikkert blive knyttet hurtigere til hinanden, alle tre.

Det er nu 1 år siden, og Emma har siden da, sovet imellem Dennis og jeg, når hun er på overnatning, og der findes ikke større lykke end at se, hvor meget hun nyder det og slapper af, og hvordan det giver hende ro og tryghed. Nuvel, hun ligger uroligt, og somme tider vågner jeg op med fødder i ansigtet…. Men jeg er lige ved at dø af grin over det! Jeg har fundet en helt anden side af mig selv i det her. Jeg kan faktisk rumme noget, som jeg aldrig troede jeg ville lukke ind i mit liv, eller tage til mig. Jeg finder stadig nye sider af mig selv, som jeg ikke vidste jeg havde, og det kan faktisk være overvældende, af en alder af 26.

For Dennis er det selvfølgelig super hårdt, at undvære sin datter 4 uger ad gangen, og kontakten til hende er meget sparsom når han er afsted. Når han er hjemme, så ser han hende typisk 2-3 gange til overnatning her. Det er ikke fordi, at han ikke vil se hende mere, men Emma har jo også et liv hos sin mor, og rigtig meget at se til – og nu starter hun også i skole.. Han har ikke muligheden for lige at invitere Emma på aftensmad, eller en overnatning ekstra, alt skal i tilrettelægges og i skemaer, og jeg ved, uden at han taler meget om det, at det er hårdt for ham. Hårdt at gå glip af så meget, hårdt ikke at være en del af alting, hårdt ikke at have den store indflydelse.. Men han har bare valgt at acceptere, at det er sådan det er, og at han ikke kan gøre noget ved det. At han må få det bedste ud af det.. Og må jeg her tilføje, at jeg synes, han er den sejeste far! Hvem kunne ellers indfinde sig med det?

Her vælger jeg som bonusmor og ikke mindste Dennis’ kæreste, at støtte ham i alle de følelser der overvælder ham omkring det her. At undgå at blande mig eller sige min mening, for, hvad skal det nytte… I stedet være der 110% for ham og garantere ham, at sådan vil det aldrig blive, når vi får børn sammen..

Når jeg ikke har set Emma i 14 dage, så begynder savnet at presse sig på, jeg kan ikke forestille mig, hvordan han har det. Men det er også af den årsag, at jeg selv valgt på egen hånd, at jeg rigtig gerne vil se Emma når Dennis er på arbejde.

 

x

På baggrund af min beslutning, og fordi jeg har givet Emma og jeg mere alenetid sammen, er vi kommet meget ind på hinanden, og er blevet meget tætte. Det har været en stor prioritet for mig, at Emma og jeg har lært hinanden at kende, ikke kun som fars kæreste, men også som “Amanda.” At jeg faktisk for Emma har et navn og en betydning, og ikke kun en som er en del af far. Jeg vil gerne selv sætte mit præg, og det har helt sikkert været for Emmas skyld, så hun altid er tryg og glad hos os, og har lyst til at komme på besøg. Jeg synes der går for langt imellem hun ser os, og jeg ønsker at Emma og jeg, ville få det der rigtig gode og sjove “bonus-mor-datter-forhold”. Jeg vil være hende Emma hun også savner, og glæder sig til at besøge. Og den slags kræver tid, og kærlighed – oceaner af det! Og det er helt okay, jeg har hele livet til at give hende det.

Beslutningen er selvfølgelig også for Dennis’ skyld, og for at gøre ham stolt og glad, og for at Emma har større lyst til at komme her oftere. Hvis det var omvendt, mit barn han tog til sig, som jeg gør med Emma, ville jeg revne af stolthed.. Det kræver meget.

 

 

Jeg har hende nu selv på 2 overnatninger, de uger hvor Dennis er på arbejde. Der er mange af jer der roser mig i hendes selskab, og giver udtryk for, hvor stor respekt i har for alt jeg gør for hende, og alt jeg giver hende, når jeg i princippet ikke “behøver.” Og det er også korrekt, jeg behøver ikke gøre det.. Hun er ikke mit ansvar, men jeg har virkelig lyst. Alle børn fortjener kærlighed og forkælelse, og jeg kan kun sige, at Emma giver mig lige så meget, som jeg giver hende. Jeg suger alt til mig, som hun siger og som hun gør, jeg lærer også af hende, og ikke mindst af mig selv. Jeg troede aldrig man kunne elske et andet barn uden for familien, så højt, som jeg elsker Emma. Det er en svær følelse at sidde med, at hvis der nogensinde skulle ske noget mellem Dennis og jeg, så ville jeg heller ikke skulle se Emma længere, så vil jeg også miste hende.. Det er en tanke jeg slet ikke kan bære. At miste Dennis ville være sorg nok i sig selv… Men med Emma også, ville det give mig et tomrum jeg ikke kan forestille mig. Jeg har Emma alene, både for hendes, men også for Dennis’ skyld. Men mest alt, fordi jeg selv bare så gerne vil tilbringe tid sammen med hende.. Hun giver så meget, og vi hygger os bare helt vildt sammen. Og kan et barn nogensinde få for meget kærlighed, omsorgfulde hænder og søde voksne omkring sig? Nej, vel? Det er min overbevisning, at alt jeg gør, kun vil gavne for alle, i sidste ende.

Jeg kan godt mærke på Dennis, at han somme tider har det svært med, at jeg har Emma. Ikke fordi han har noget imod det, han ved udmærket godt det gavner både hende, han og jeg, men fordi han føler han går glip af noget. Eller rettere, mere end han i forvejen gør, alt den tid hun er hos sin mor. Vi er hjemme, vi holder fri, og tager steder hen, ser film, bliver både grin og minder rigere, vi putter sammen… Alt imens han arbejder. Det er heller ikke nemt, når man i forvejen savner sin datter i det omfang. Det er derfor vigtigt for mig, at når Emma er her, så skal hun facetime med sin far mindst 2 gange, så han kan se hende, og tale med hende. Vi taler altid om far, og snakker om ting vi har lavet sammen, eller ting vi skal lave sammen, så Emma hele tiden har ham med, også selvom han ikke er hos hende.. Jeg tager ofte også mange billeder, som jeg sender til ham, så han har nogle af hende. Der sker så meget i den alder, og hun vokser og bliver så stor! Jeg ønsker at Dennis er en del af Emmas liv, på ligefod som hendes mor. De er begge forældre, og har begge ret til lige meget.. Derfor, når Emma er hos mig, er min rolle, at opdatere Dennis hele tiden, og sender ham masser af varme tanker og kærlighed fra både hende og jeg, så han ved, at han altid vil være der, måske ikke fysisk, men psykisk… Det giver ham ro og gør ham glad.

Jeg har også skulle indfinde mig med at være en rollemodel, for det her skønne lille menneske.. Om du er mor eller bonusmor, onkel eller faster, så afspejler børn sig i adfærd, og de lærer af at betragte os voksne. Det er derfor så vigtigt, at man kommer godt fra start, og lærer dem alle de små ting, “ja tak”, “tak for mad”, “må jeg bede om…” Jeg har skulle indstille mig selv på, at jeg skal lære fra mig, være tålmodig på et andet plan, og give rigtig meget af mig selv, til et lille menneske som jeg praktisk talt, kan få “taget fra mig”, når som helst. Min rolle overfor Emma er, eller vil gerne være, varm og kærlig, men også lærerig. Hvis jeg synes der er noget hun burde kunne eller skal, så forsøger jeg at lære hende det, eller tale med hende om det. Opdragelse foregår ikke kun på sin bopæl, men alle de steder man tilbringer sin tid, med de voksne man er sammen med. Her skal man finde en balance, så man ikke skaber forvirring eller tvivl, men i stedet forsøger at forklare, “når du er her hos os, så gør vi altså sådan..” For på den måde, træder man ikke nogle over tæerne, eller giver udtryk for at noget er mere rigtigt end andet, men helt simpelt lærer hende de normer og regler vi har. Jeg vender alting med Dennis, og gør aldrig noget på egen hånd, da jeg synes det er vigtigt, at vi er enige og ikke mindst, at han mener det samme, da det jo er hans datter. Jeg vil gerne være den bonusmor, der altid er der for hende, som hun altid kan pjatte med, men også betro sig til. Jeg besidder mange følelser og stor omsorgsfuldhed, og det er gået hurtigt for mig med Emma. Meget hurtigere end forventet. Men, alting giver bare pludselig mening, mit barn eller ej, så er det jo børn der er vores fremtid og vores nye generation. De skal have det bedste med på deres vej, for at kunne komme igang med denne store verden, der venter på dem!

 

 

x

Når alt det her er blevet skrevet, vil jeg også tilføje, at Emmas mor og jeg, har et rigtig fint forhold til hinanden. Vi kan også kommunikere om andet end Emma, og det føles rigtig rart og afslappende.. Jeg har aldrig ønsket at komme imellem et godt samarbejde imellem Dennis og Emmas mor, da det er så essentielt for Emma, at de to har en god kommunikation. Men det har egentlig og heldigvis virket til, at det kun har gavnet på den front, at jeg også er der for Emma. Det er hvert fald den opfattelse jeg har, for vi er jo alle 3 nød til at huske på, at det jo ikke omhandler os, men barnet. Hun skal have det godt, være glad og tryg.

Jeg har skulle bearbejde tanken om, at alt det som jeg ikke har oplevet endnu, alt det som jeg glæder mig helt ekstremt til at skulle opleve som mor for første gang, det har Dennis oplevet. Ikke alt, men meget.. Det har været et rigtig øm punkt for mig, fordi jeg selv har været skruk i efterhånden nogle år, men har ventet på den rette mand, på det rette tidspunkt, fordi, sådan er jeg.. Jeg har skulle indfinde mig med, at mit første barn, vil bliver hans nr. 2. Men som han selv siger… “Det vil blive noget helt andet, at få barn med en jeg elsker, og være sammen med os hver dag.”

..

Og til alle jer tapre bonusforældre der sidder derude – i er for seje! Husk at del jeres tanker og frustrationer, med jeres partner. Det er så vigtigt, at tale om alle de her ting, også selvom man ikke har indflydelse i ret meget, men så man måske i stedet bare kan forstå det.. Det er vigtigt ikke at føle sig udenfor, mere end man gør i forvejen, for det gør vi ofte.. Det gør jeg også. Men hjælp jer selv, og forsøg at bevæge jer ud i minefeltet, og håbe på ikke at springe en bombe, for kun sådan bliver vi klogere.. Og skulle bomben springe, så vælg kampen med omhu. Er den værd at tage, eller skal man måske bare træde tilbage og sige undskyld? Og hvis det nu er noget du ikke kan arbejde med, så stå fast! Du er også en person i forholdet, og man skal ikke finde sig i alting.. Stå sammen om det, og vær der for hinanden.

-og med det må jeg tilføje til alle jer, som har børn og ny kæreste, dreng eller pige… Elsk jeres partner for ALT hvad hun/han gør, for jeres afkom! Tag imod alt med kyshånd, og forsøg at luk os ind, og tage os i betragtning i det omfang i nu kan. Vi kan ofte føle os overset og med det blive sårbare og usikre… Prøv at se tingene i vores perspektiv, eller med andre øjne. Vi forsøger ikke at gøre jer sure, kommer imellem eller få jer til at fremstå dårligt på nogen måde, vi forsøger faktisk bare at være en større del af det, fordi vi elsker jer..

 

 

Jeg håber i fik noget ud af denne lange læsning, uanset hvilken rolle i har, eller om i overhovedet har en 🙂

 

xoxo, Amanda.

 

 

Instagram; Guldbrandt93