Mor, lige om lidt!

Det er nok den hidtil mest sårbare, men også største titel, som jeg nogensinde kommer til at bære!

Men sådan har alle kvinder det nok, som skal til at være mor første gang. Vi er så uvidende omkring alting, og alt skal til at opleves for første gang – det er jo aldrig det samme at se andre gøre det, og så skal gøre det selv.. Det er så svært at sætte ord på, og der er så mange følelser der flyver igennem kroppen, en spænding som ikke er til at beskrive, samt et hav af spørgsmål.. Men jeg går jo ikke igennem noget, som en million andre kvinder før mig, ikke også har gjort..

Men er jeg klar?

Vi er endelig kommet rimelig godt på plads i huset, jeg har knoklet en del for at det har skulle komme hertil.. Jeg har praktisk talt slet ikke siddet stille, helt hen til 8 uger før termin. Det har også været hårdt, men samtidig har det jo også holdt mig og min krop godt igang, og jeg nyder at jeg stadig er så mobil og fleksibel, så tæt på datoen.

Dennis arbejder, og så er det jo klart, at han ikke altid kan være her og hjælpe.. Og når han er hjemme, står tiden og projekterne lidt stille.. Vi er helt forskellige på det punkt – jeg vil gerne have tingene gjort i en fart, blive færdig og have ro på i den anden ende. Dennis er mere typen, som gør tingene langsomt, tager den med ro, og mener vi har god tid til alting.. Så vores måder at indrette og istandsætte et hus, kunne ikke være mere forskelligt (griner). Så jeg har handlet ret meget selv, de uger han har været væk. Ikke at sige at jeg har lavet alting selv, for det har jeg bestemt ikke! Der har været murer, tømrer og en gulvmand til at vælte en mur, lægge nyt gulv, omlægge loft, mm. Og så har jeg jordens mest fantastiske forældre, som har været her i tide og utide, for at aflaste mig og mine projekter en hel del.. Min far er elektriker, og foruden dette, alt-mulig-mand, så det er svært at sige, hvad han ikke har hjulpet med efterhånden. Min mor er hende med alle de gode idéer, ekstra overskud og enormt meget energi. Og så er hun som de fleste andre kvinder, hun har brug for at en mand udføre alle hendes planer. Og igen, kommer min far ind i billedet.. De 2 er helt geniale sammen, de er verdens bedste makkerpar, også selvom de indimellem kan drive hinanden lidt til vanvid – men det kender vi vel alle sammen, i et forhold.. De supplere hinanden godt, og bakker altid hinanden op. Så at de har gidet at være her hos mig så meget, har betydet alt for mig. De har også været her meget når Dennis har været hjemme, og så har vi gået 4 mand og knoklet.. Min mor har også godt kunne mærke, at jeg havde brug for at ting blev afsluttet og færdige, så mig og min krop kunne slappe af og få ro. Det er meget til deres fortjeneste, at det rent faktisk blev en realitet.. Og jeg er dem evig taknemmelig. Nu bor vi i et hus, som er lige som vi altid har ønsket det.. Jeg føler mig så heldig.

Ikke desto mindre, så har det jo også været meget heldigt ift. min egen energi og overskud, at jeg har været i stand til at kæmpe for det, og da Dennis kom hjem, var huset mere eller mindre færdigt.. Her mangler kun småting, så jeg har de sidste par uger virkelig nydt min barsel.. Det er en fantastisk tid!

Jeg har også her den sidste tid, fået indrettet den bettes værelse, jeg har fået koblet af, jeg får gået en masse lange ture i den friske efterårs luft, trænet 3 gange om ugen, drukket kaffe på sofaen til langt hen på formiddagen… Nuvel, jeg sover dårligt om natten – ikke bare lidt, men meget. Jeg tror jeg skal være heldig, hvis jeg sammenlagt får 3 timers søvn. Der sker noget med ens psyke, når man nærmer sig den sidste tid, det har været sådan for mit vedkommende i omtrent 2 måneder, vil jeg tro. Jeg drømmer helt afsindig meget, og så har jeg tankemylder.. Ikke nødvendigvis om baby, fødsel, eller ting relateret til graviditeten, men ALT mellem himmel om jord, ligger jeg lige og tænker på, kl. 03 om natten.. Og det værste er, at jeg absolut ikke føler mig træt på det tidspunkt. Min krop er bare så småt igang med at lukke ned for de mange timers nattesøvn, og det skal den have ros for – dét er den virkelig god til! Så jeg er også lidt ekstra træt i dagtimerne, og jeg bliver hurtigere forpustet og udmattet. Men det hører til småtingene, og det er vitterlig næsten det eneste jeg kan beklage mig over. Jeg kan godt mærke, at så tæt på termin, så er min krop også ved at være klar og afkræftet, og alting er da bare hårdt… Men jeg har det pragtfuldt!

Mange har spurgt mig, om Dennis fortsat skal arbejde som han gør, altså være væk 4 uger ad gangen, og derefter hjemme 4 uger. Og til det er svaret ja, det skal han.. Hvis Dennis ønsker et andet arbejde på et tidspunkt, så skal det være hans egen beslutning, og noget som kommer indefra, ikke noget jeg presser ham til. Det er vi begge helt afklaret med, vi ved godt, at det vil kræve ekstra hårdt arbejde, for os begge to, men det er sådan det er. Dennis har brugt mange år på sin uddannelse, og på at komme dertil hvor han er idag, og jeg er helt ekstremt stolt af ham. Det er ikke noget almindeligt arbejde, og et almindelig arbejde er der heller ikke er noget som helst galt med, men det er lidt specielt, særligt når man skal have en familie. Det er ikke som vi andre et 8-16 arbejde, og så har man hinanden om aftenen, og hver weekend. (Hvis du ikke har læst om mit og Dennis’ langdistance forhold, kan du finde det under tidligere indlæg.)

Dennis’ arbejde vil kræve, at jeg er alene med vores datter 4 uger ad gangen. 4 uger, hvor jeg kun har mig selv, og hvor hun kun har mig. Det vil nok mest af alt føles som at være alenemor. Det vil kræve alt ansvar og pligter på mine skuldre, mindre tid og overskud, til alt andet end hende. Vores datter vil nok også de første år, knytte sig lidt ekstra til mig, fordi jeg altid vil være her, og far kun er her halvdelen af tiden. Det er vi også forberedt på, kan være svært for et lille barn at forstå. Det med tilknytning og relationer, det tager lang tid, men det skal nok gå – far kommer altid hjem igen. Det kan være svært for et barn det med vaner, struktur og døgnrytme, fordi det er vigtigt at deres altid er den samme, og måske tingene bliver på én måde når det kun er mig der er hjemme, og en anden når vi begge er hjemme.. Men vi vil selvfølgelig forsøge at gøre så det giver mening for hende, og have fokus på, at hendes hverdag er 1. prioritet. Og nu siger jeg alene, for det er jeg selvfølgelig ikke, vi har begge meget gode og omsorgsfulde familier, som altid står klar til at hjælpe os, og være der for os. Vores datter får 2 søde fastre, som altid har åbne arme og bor tæt på, 1 moster som nabo som altid er der, 1 anden moster lidt længere væk med 3 børn, og verdens bedste mormor og morfar, også kun 20 min væk. Det er den bedste støtte nogensinde at vide, at de altid står der, hvis og når det bliver nødvendigt for os.

Det vil også betyde en helt masse savn, hele vejen rundt. Særligt imellem far og datter. Dennis er vant til at savne og undvære Emma, sin ældste datter, men de har trods alt aldrig boet under samme tag, eller haft en normal hverdag sammen, og omvendt er Emma jo vant til at savne og undvære sin far. Ikke at det er nemt for Dennis overhovedet, for det ved jeg, at det ikke er! Selv jeg kan savne hende, så det gør ondt… Men det er ikke helt det samme, fordi Dennis vil bo sammen med vores datter, og se hende hver dag, i de 4 uger han er hjemme. Der vil helt sikkert også være dage, hvor jeg vil være enormt presset, og måske endda grædefærdig, fordi jeg savner og mangler ham, eller fordi hun gør.. De dage har jeg også haft indtil nu, også før min graviditet, så er jeg sikker på, at det ikke bliver mindre hårdt, når vi får et barn sammen.

Omvendt, når Dennis så er hjemme de 4 uger, så har jeg ALT den hjælp jeg skal bruge. Dennis har jo fri, og har ikke et arbejde som alle andre, så der vil være rig mulighed for, at han kan hente og aflevere, så jeg ikke skal tænke på det, men kun mit arbejde. Det er også muligt, at inden hun skal i skole, at han holder hende hjemme en gang imellem, imens jeg er på arbejde, så de to kan hygge sig, og lave far-og-datter ting med hinanden. Jeg kan også tage væk med veninder, eller finde på noget andet nogle dage, for at give dem plads til at danne en stærk tilknytning til hinanden. Det bliver bare så godt for dem, og når han taler om det nu, kan jeg se hvordan han glæder sig.. Og det varmer mit hjerte. Det skal nok fungere for os, og vi skal nok finde en rutine i afsked og hjemkomst, som vil give mening for os alle 3. Heldigvis kan vi også ringe og FaceTime hver dag, så han altid kan se hende, tale med hende, og på den måde følge med i hendes liv her hjemme. Det er vi begge enige om er meget vigtigt.. Et barn fortjener begge sine forældre.

Vi er også enormt spændte på at skulle give Emma en lillesøster. Hun glæder sig, og synes det er sjovt at mærke på maven når baby sparker, og være en del af den her proces, sammen med os. Hun har sagt, at hun ønsker at være hos os nogle dage i december, så snart hun er kommet til verden, og det bliver helt specielt at se de 2 sammen, særligt for Dennis. Emma er også vores største guldklump, og hende elsker vi enormt højt! Hun bliver den bedste storesøster.

Det at være gravid har gjort en helt masse, både fysisk og psykisk. Der er også et hav af hormoner som vælter rundt i kroppen på en, og som man ikke altid kan styre, når det kommer til følelser. Der er nogle dage, hvor følelsen af hvor skrøbelig livet er, går op for mig og skræmmer mig, helt ned i maven. Den følelse af, hvor heldig man er, hvor godt man har det, og hvor meget man har at miste.. Jeg venter mig mit første barn, og det er så skrøbeligt for mig når jeg tænker over, hvilket ansvar det har. Hvad det rent faktisk vil sige..

Dennis og jeg har ikke et perfekt forhold, overhovedet. Det bliver særdeles også testet i takt med, at jeg ændre mig, både fysisk men også psykisk her under min graviditet. Der sker meget med en kvindes mentalitet, når hun bliver gravid, og pludselig elsker hun en anden højere end sin kæreste.. For lad os nu være ærlige, det gør vi.. Børnene er 1. prioritet, og det kan også være hårdt at erkende, eller at skulle indse, for begge parter.

Vores nye titler sammen, og det at have skabt et barn og en helt ny tilværelse, kan også gøre at man ændre sig i et forhold. Vi kan sagtens skændes, højlydt, somme tider flere gange om dagen, over alt og ingenting, ikke kun når jeg er gravid, men også ellers.. Vi er meget forskellige – ikke desto mindre, så elsker jeg Dennis meget højt. Og tilbage til det at livet er skrøbeligt, så dét at rent faktisk have det hele – hus, kæreste, hund og snart barn…. Det kan være mega skræmmende. Hvorfor blev jeg så heldig? Og gravid så hurtigt, vi skulle ikke en gang kæmpe for det, eller tænke over det.. Det er helt sikkert meget kliché at sidde og læse, og måske nogle tænker, “Ej, så luk dog r….!” Og med det vil jeg bare sige, at ja, i har ret! Men jeg kan ikke gøre for det.. Jeg er heldig, og jeg ved det godt. Og meget af min lykke og alt jeg har opnået indtil nu, skyldes Dennis.. Min hidtil største bedrift, ligger inde i min mave, og hende har jeg skabt, sammen med ham. Og nu skal vi stå sammen, og være sammen om det her, og det kan vi godt. Det skal vi. Det er vigtigt at rose og anerkende hinanden altid, særligt undervejs i sådan et forløb, og helt sikkert også når ting bliver svære, så tak, skat. Tak.

For os er det så vigtigt, at give hinanden plads. Plads til stadig at være dig, plads til at gøre det du har lyst til, både før, under og efter graviditeten. Nuvel, jeg har været lidt mere bundet på en anden måde, end Dennis har/er, da jeg ikke lige kan feste osv, men under de forhold og omstændigheder der er i verden pt, så har det ikke haft den store betydning. Der er ingen fester, ingen byen, ingen store sammenkomster, ingen alkohol efter kl. 22, der er ingenting. Og så vil jeg hellere sidde her hjemme, og ruge på mit afkom. Det er den bedste følelse.. Men det er vigtigt at begge får plads til det de har behov for i et forhold, også med børn.. På den måde, bliver der mest overskud på hjemmefronten.

Men det var svært for mig da jeg for alvor begyndte at se maven vokse, og det at min krop ændrede sig markant, at vænne sig til. Jeg ELSKER min smukke mave, og jeg synes hverken den er for lille eller for stor, den passer til mig, og til hende. Og hun er så smuk, som hun sidder dér lige midt på.. Men, når det så er sagt, så var jeg altså lige kommet i mit livs bedste og stærkeste form inden, sammen med min dygtige PT Simone. Jeg var virkelig blevet fit, trænede 4-5 gange om ugen, og havde fuld kontrol over min egen krop. Det bliver altså taget total fra dig, når du bliver gravid. Og dog…. Du kontrollere selvfølgelig selv, hvad du putter i munden, hvor ofte og hvor meget, og ikke mindst, hvor meget du rører dig ved siden af. Jeg har gået op i min kost hele vejen igennem. Selvfølgelig har jeg syndet i ny og næ, men det gør man også når man ikke er gravid, så det har jeg givet mig selv lov til. Jeg har ikke fået underlige cravings jeg ikke har kunne kontrollere, jeg har ikke spist mere end jeg plejer, og jeg har holdt mig i gang som altid, dog har jeg sat min træning ned til 3 gange om ugen, i stedet for 4-5. Og derfor er min vægt “kun” steget med 11 kg, her 5 uger før termin, hvilket jeg er meget tilfreds med. Jeg er da tung det er da tydeligt for mig at mærke, og jeg har aldrig nogensinde været på den anden side af 70 kg, så min krop er da mærket af det, det er klart.. Men, var jeg en af dem som blev fyldt med væske i hele kroppen, så havde det set helt anderledes ud.. Dét ikke at kunne bestemme over sin egen krop og vægt, har jeg skulle vænne mig til. Men, den følelse det giver mig i kroppen hver eneste gang min lille pige hun sparker, og det at jeg kan se og mærke, at hun har det godt inde i min babybule, giver mig en endnu vildere og større følelse, end noget andet.. Det er det smukkeste jeg nogensinde har oplevet, og derfor nyder jeg virkelig hver eneste dag, og hvert eneste øjeblik. Kroppen kan man altid få igen, men den her tid er helt unik, og fås aldrig igen. Og igen kliché, men tiden FLYVER! Så stop op, for hulen… Og nyd alt det der foregår i dit liv lige nu, gravid eller ej..

Så er jeg klar til det ansvar? Og det at skulle være mor?

Og her vil mit svar være et stort JA. Det har jeg om nogen nok været længe, i flere år, hvis du spørger mange af mine veninder.. De ved jeg har haft en meget mærkelig, lad os kalde det hobby, at købe babyting de sidste 4-5 år, bare fordi, så havde jeg det jo til når tiden kom.. Jeg kan godt høre når jeg siger det højt, at det lyder en anelse underligt, ikke desto mindre, har jeg synes det har været helt fantastisk, som jeg også spåede den gang! Jeg har nu kun skulle købe halvdelen af alt det, som alle mangler, når testen bliver positiv.. Det har i min optik, været total smart, for at sige det ligeud.. 😀 Men, udover det, så har jeg også vigtige principper, som også har skulle passe ind i livet. Blandt andet har jeg altid sagt, at jeg vil have styr på uddannelse, arbejde og bopæl, inden jeg har skulle have børn – og det samme gælder for min partner. Det er ikke en beslutning der er fair at man træffer alene, og hvad der passer ind i DIT liv – i skal begge være forældre, begge får et ansvar, og begge har krav på, at være klar til det, og ikke mindst, have lyst. Det synes jeg er meget vigtigt!

Jeg mener også, at man lige skal have været kærester nogen tid, før man kender hinanden godt nok til at varetage sig den opgave, og være klar til det sammen. Måske også så man er sikker på, at det er den person man ønsker at få børn med.. OG det, at man har haft en helt masse alenetid og kvalitets tid sammen inden. Jeg synes det er så vigtigt at få oplevet en masse, set en masse, gjort en masse, og samtidig haft hundredevis af dage hvor man absolut intet har skulle – inden at livet pludselig kommer til at handle om alt andet, end kun dig selv og jer. Alt det, som binder jer sammen som kærester, og det mener jeg at den tid inden, den gør. Det er også en tid man aldrig får igen, for vi ved jo alle sammen, at så snart at barnet kommer til verden, jamen så tager det tiden fra jeres kvalitets tid, og der kan gå længe imellem, at i som par, får gjort noget sammen alene. Men det er også en af de ting vi stimer meget efter, skal være prioriteret. Alenetid til mor og far, og samtidig tid hver for sig, med sine venner.

Jeg synes også at man skal kende hinanden 110%, have tillid og loyalitet ind til benene. Dét næsten at kende sin partner bedre end de selv gør, at næsten kunne skemalægge en dag, bare fordi man kender hinanden så godt. Det er helt unikt, og jeg synes det gør det værd, at man er klar til den her store opgave og ansvaret der følger med. På den måde kan man altså nemmest være der for hinanden, og hjælpe hinanden, når noget brænder på og bliver hårdt..

Med det sagt så ved jeg, at mange par derude gør eller har gjort tingene helt anderledes, og det er jo også helt okay.. Det er jo heldigvis op til den enkelte, og vi har alle sammen forskellige holdninger til ting, og gudsketak og lov for det – der er jo ikke nogen rigtig eller forkert løsning på det. Men det er jo trods alt de kære børn, som det handler om, og som man skal finde den bedste løsning for. De er afhængige af, at de voksne og deres forældre, træffer de rigtige valg for dem.. Det skal man altid huske på – så snart de kommer til verden, så handler det ikke om dine følelser og dit liv, men deres.

– Og til de nysgerrige, så holder vi fortsat fast i, at vi ikke ved hvad hun skal hedde endnu. Vi ønsker at se hende, være sammen med hende, lære hende at kende, og se hvad hun “ligner”, før vi kan give hende et navn. Vi har selvfølgelig nogle stykker oppe at vende, men intet er sikkert endnu 🙂

Det var alt for nu.. Tak fordi i ville læse med!

Xoxo Amanda – Instagram; Guldbrandt93