“Er du okay?”

Jeg synes det spørgsmål er så svært at få, når man lige har mistet en man elsker.. Fordi, er man nogensinde okay? Burde man være det? Hvordan bliver man det? Og hvordan har jeg det med sorgen?

 

x

Jeg har for nylig mistet min farmor. Hun blev 86 smukke lange år, og hun havde opnået alt det fantastiske, som livet har at byde på. Et langt ægteskab, 4 børn og den kæmpe familie der kun vokser derfra. Min farmor var elsket og værdsat af os alle, hun var aldrig rigtig alene og fik besøg altid, igennem alle år. Det tog hårdt på hende da min farfar døde for snart 5 år siden. Men hun var en fighter, og har altid været det.

Min farmor var en af de få, som kunne alting. Mad, huslige pligter, tøjvask af svære pletter til perfektion, overskud, omsorg, alt. Jeg opsøgte hende, i alle situationer. For mig var hun indbegrebet af kærlighed. Hun nærede så meget for andre, at det satte tydelige præg på os alle. Hun boede i samme by som mine forældre, så jeg kunne altid bare cykle ned og besøge hende og farfar, når behovet var for det. Det var desuden altid hende som passede mig, da jeg var syg. Min mor behøvede knap at spørge, bare aflevere mig og hun stod på pinde for mig, indtil jeg var rask igen. Hun kunne endda somme tider forsøge at overtale min mor om, at jeg godt kunne bruge en fridag mere, selvom jeg var rask nok til skole.. Jeg har haft hende så tæt inde på livet, at livet næsten ikke rigtig giver mening uden. Hun var mildest talt, noget af det varmeste jeg har haft i mit liv.,

Hun fik en blodprop, og døde små 6 dage senere. Inden da, klarede hun det meste selv. Hun lå til sidst i så skidt en tilstand, at vi alle selvfølgelig vidste, at det ville være bedst for hende at få fred, frem for at skulle kæmpe resten af sine dage.. Men fra at sige det, til, at det rent faktisk sker, der ved vi jo alle, hvor langt der er.. Og handlingen kan stadig chokere, selvom man havde forsøgt at forberede sig.

Min farmor sov ind lørdag d. 2/11, kl. 12.30. Dagen forinden fortalte sygeplejersken mig, at hendes infektionstal faldt langsomt, hun havde nemlig også fået sig en lungebetændelse, og at hun havde været oppe samme dag. Jeg troede, at jeg havde lidt mere tid med hende. Jeg troede, at hun kunne nå at komme lidt ovenpå igen, så jeg i det mindste kunne nå at sige ordentligt farvel.. Men min farmor var træt… Hun havde ikke mere at give af og det er også helt okay.

Min farmor boede på det plejecenter jeg arbejder på, de sidste 4 måneder. Jeg har siden da, ikke besøgt hende i min fritid, fordi hun var en del af mit arbejde og jeg i forvejen så hende hele tiden. Jeg så hende hver gang jeg var der. Jeg spiste med hende, grinede, snakkede, lyttede.. Vi snakkede om fortid, nutid, fremtid. Jeg delte rigtig mange ting med hende. Jeg var der, og jeg kunne mærke på min farmor, at hun nød det lige så meget som jeg. Det er for mig overraskende hårdt, at skulle komme på arbejde nu, når det sted faktisk bare minder mig om hende. For lige nu er det der hvor jeg er mest sårbar og der hvor det gør allermest ondt. Men det er jo bagsiden af medaljen – lige så fantastisk det var at hun var der, lige så forfærdeligt er det, at hun nu ikke er.. Det er en fase man skal igennem, ligesom alt mulig andet.. Og det skal jeg også nok komme.

 

 

I mit erhverv har jeg ofte døden inden på livet. Jeg oplever deres sidste stunder, jeg taler med dem om deres sidste ønsker, jeg holder dem i hånden den sidste gang, jeg gør dem i stand og giver dem fint tøj på, og jeg tager mig af alt sorgen fra de pårørende imens og efter. Alt i alt, en helt masse palliation og sorg. Der er aldrig et forløb der er ens, og aldrig en historie man har hørt før. Det kræver alt respekt, tålmodighed og ikke mindst empati, hvilket alt sammen ligger mig meget naturligt.

Så hvordan håndtere jeg sorg? Er der forskel på andres sorg, og min egen sorg?

 

x

 

Selvfølgelig kan man blive berørt og trist, når en borger du har haft kært, dør. Det er ganske naturligt og helt okay. Det udviser kun at vi er mennesker og selvom vi har en kittel på, har vi stadig følelser.. Faktisk vil jeg sige, at når nogle gør mine pårørende i stand, gør det mig egentlig kun en smule “glad” og se, at de har holdt af dem, og de har været glad for at passe dem.

Der er selvfølgelig en grænse, og facade du er nød til at opretholde, for at vise man er professionel, det er klart.

Jeg er ret god til den slags. Altså.. Så god som man nu kan blive. Jeg synes det er hårdt hver gang, det er aldrig rart at se nogle blive kede af det. Vi ved alle hvordan vi har det, når vi mister en vi elsker, og man sætter sig i deres sted og kan altid få en klump i halsen. Det er dog en del af livet, og noget vi alle skal igennem på et tidspunkt. De er heldigvis så gamle på et plejecenter, at alle har levet et langt liv.

Når jeg er på arbejde, er jeg der 100%. Jeg er meget empatisk, og kan selvfølgelig blive berørt. Men når jeg tager min kittel af, er jeg mig selv igen. Selvfølgelig kan der være nogle tilfælde, hvor man kan sidde der hjemme og tænke lidt over tingene, det gælder vel, i alle erhverv. Det gør jeg også, hvis noget har gjort særligt indtryk eller ekstra spekulationer.

Men jeg er god til at skelne, og jeg plejer at være god til at håndtere min egen sorg også. Jeg er meget priviligeret, og har egentlig ikke mistet nogle som var mig meget tætte, som jeg ikke “skulle” miste, forstået på den måde, at det har været i den rigtige rækkefølge. Det har ikke været mine forældre, søskende, nære venner, mm. Men kun nogle hvis alder tillod dem det. Derfor har sorgen for mig, selvfølgelig været en del lettere, end hvis det var omvendt.. Men derfor kan man stadig blive ramt, og føle den tomhed der kommer efterfølgende. Så længe det er et menneske man elsker, at uanset hvor gammel eller ung, vil det altid gøre ondt. Man skal altid respektere folks følelser, i alle aspekter. Det er så vigtigt..

De få jeg har mistet, har været lange sygdoms forløb. Det har været sådan, at man til sidst har ventet på, at de gav op og fik fred, da de ikke havde det godt længere. Den slags død er for mig mere “naturlig”, da de har brug for at komme et sted hen, hvor de har det bedre. Men det forløb fik jeg ikke, med min farmor.. Dagen forinden hun fik sin blodprop, var hun frisk som sjældent ses. Hun var helt på toppen og det gjorde mig så glad. Så fik hun en blodprop, og 6 dage senere, sluttede det bare der… Det kom bag på os, og særligt hvor hurtigt tingene kan ændre sig. Hvor hurtigt det kan gå, kan være skræmmende, selv for en som ser det ofte.. Jeg var ikke klar til, at tage afsked med hende. Jeg fik ikke sagt farvel.. Og jeg fik ikke fortalt hende en sidste gang, hvor meget jeg elsker hende, og er hende dybt taknemmelig. Men den slags skal man bare leve med… Og måske bare forlige sig med. For hvad skal man gøre ved det? Det er for sent nu, og jeg kan kun håbe på, at hun inderst inde, godt vidste det og kunne mærke det på mig.

Jeg er god til at give mig selv lov til at føle hvad jeg føler, og det er ikke kun når det kommer til sorg, men alting.. Det nytter ikke noget at flygte fra ens følelser, og ikke give sin krop lov til at føle det den har brug for. Hvis jeg kan mærke min krop har brug for at afreagere, på den ene eller den anden måde, så giver jeg den lov. Og hvis jeg har brug for at græde, så ved jeg, at min krop har brug for at reagere på noget som har påvirket mig. Som jeg altid har sagt,

“At græde er ikke et tegn på svaghed, men et tegn på, at man har været for stærk for længe.”

At græde er helt okay og det meste naturlige i hele verden.. Græd, hvis du har brug for det. Det er sundt.

Det er det samme, hvis jeg trækker stikket en dag, og bliver på sofaen. Jeg er meget aktiv hver dag, men hvis min krop fortæller mig, at den har brug for en pause, så lytter jeg til den. Jeg føler det gør så, at jeg er i rigtig god balance med mig selv. Jeg vil anbefale dette til alle;

• Lyt til din krop
• Forstå den
• Sig fra om nødvendigt
• Respekter den
• Og ikke mindst, pres den ikke for hårdt..

Hvis man følger de steps, vil jeg mene, at man undgår sygdom, stress og andre komplikationer.

 

 

x

Min farmor var et fantastisk menneske. Det mest hjertevarme og omsorgsfulde, jeg nogensinde har mødt. Hun gjorde alt for sin familie, og ville aldrig være til besvær. Hun fik så mange smukke blomster, og stort fremmøde i kirken. Det er den slags der giver stort indtryk og varmer om hjertet.. Og selvom det hele kan virke så tomt, så levede hun et langt og smukt liv, og er nu genforenet med min farfar oppe i himlen. Den tanke er smuk, og gør mig glad – så skal han ikke være alene længere..

Jeg elsker dig altid, og vil savne dig, hver dag. Tak, for alt du har gjort og givet. Det vil jeg altid huske dig for.

Et særligt tak, til mine kollegaer. TAK, for at have passet på, holdt om, lyttet til, hjulpet, støttet og ikke mindst ydet jeres bedste, over for min farmor. 

Og husk… Det er okay, ikke altid, at være okay!

 

Tak fordi i ville læse med.

Xoxo, Amanda.

 

Instagram; Guldbrandt93