JEG ER GRAVID!

Waow.. Det er stadig helt surrealistisk for mig at sige den sætning højt! At gå i alt tavshed, med den største hemmelighed nogensinde, SÅ længe, er virkelig undervurderet, hvor hårdt det er.. Det synes jeg i hvert fald. Man har jo den største lyst til at skrige det højt af både glæde og spænding – fortælle alle man møder på sin vej, at man skal være forældre. Man er ualmindelig lykkelig, men samtidig så forfærdelig ramt af alle de hormoner og graviditets symptomer, så man næsten synes det kan være ganske umuligt at skjule. Igen, mig.. Jeg var ramt. Men lad os lige spole tiden lidt tilbage….

Den dag man står med en positiv test i hånden, er svær at beskrive. Jeg havde som i, på ingen mulig måde regnet med et positivt svar, da jeg tog den. Min menstruation var et par dage forsinket, nuvel, det er den ellers aldrig – min cyklus er altid præcis, og jeg ved altid hvilken dag min menstruation vil melde sin ankomst, og jeg kan også tydeligt mærke det på min krop.. Så, jeg burde være mistænksom, nu hvor vi faktisk prøvede, men jeg tror for mig var den mulighed ikke rigtig gået op for mig..

Jeg har veninder som har kæmpet med deres graviditet så længe, at jeg næsten græder sammen med dem på sidelinjen. Så mange kvinder, som har været på prævention lige så længe som jeg selv, hvor det tager flere år, før de får en normal cyklus igen, og hvor graviditet bare slet ikke er nogen nem opgave. Så hvorfor skulle jeg være så heldig, at det skulle lykkedes, efter kun 3 måneder? Men, det var jeg.. Eller rettere – det var VI. Og det var rigtig svært at sætte ord på, og faktisk også rigtig svært at føle sig “berettiget” til det, når mange andre burde komme før jeg. Jeg havde også en tæt veninde, som jeg fortalte det til, som den aller første. En som jeg deler alt med, og fordi vi prøvede på samme tid, så kunne vi også dele den spænding med hinanden, i al hemmelighed. Hun er så en af dem, som kæmper ekstremt med det her, så jeg følte det var at træde på en der lægger ned…. Overhovedet ikke rart! Men, omvendt synes jeg også hun skulle vide det, vi havde talt om det her så intenst, at det selvfølgelig var en del af spændingen, også at dele de gode ting, og ikke kun de svære.

Man skal jo prøve på ikke sammenligne sådanne situationer, og man er jo også nød til at kunne være glade på andres vegne, også selvom det kan være svært – og ikke mindst, kunne unde sig selv det. Jeg har ventet på den dag i mange år, og jeg har glædet mig, som alle andre helt sikkert også gør – så jeg fortjente også at være glad, og taknemmelig! Og ikke mindst føle mig heldig… Og det gjorde jeg, i den grad.

Så følelserne fyldte pludselig enormt meget, på det lille badeværelse, kl. 08 om morgenen, på en ganske normal fridag.. Mens Dennis stod ude i køkkenet og lavede morgenmad, og anede ikke hvad jeg stod og havde gang i.. Så, skulle man gå direkte derud og overraske ham? Eller skulle man være en af dem som venter lidt, og evt. finde en sød måde at få det sagt på? Det tog mig ikke længe at gøre op med mig selv, at jeg umuligt kunne gå med den hemmelighed bare 5 minutter alene, i hans selskab. Det ville vel også stå skrevet i min pande, af bare lykke. Jeg tog testen, og gik ud i køkkenet, og viftede med den for næsen af ham…

Jeg tror Dennis reagerede lidt ligesom jeg selv, det kunne han bare ikke rigtig skjule, fordi jeg stod ved siden af.. Men han kiggede på testen, nøje, og så ned på morgenmaden på komfuret. Så smilte han… Kiggede på den igen.. Kiggede på mig… Ned på morgenmaden igen.. Og sådan stod han nok i 1-2 minutter, hvor tankerne nok er fløjet rundt inde i hans hoved, og han har haft svært ved at kunne forstå helt 100%, hvad det egentlig betød… Da realiteten nok var begyndt at sive ind, løftede han mig op, kyssede mig, og kiggede igen på testen… Et øjeblik hvor tiden gik helt i stå, og omverdenen fuldstændig glemt.

“Det er da godt nok lidt vildt var…. Det gik stærkt!” Jeg kunne ikke lade være med at grine…. JA, det er sgu lidt vildt! Vi skal være forældre. (hvis alt går vel!) Og hvor er det bare stort, og enormt rørende..

Tiden gik, jeg valgte at få en tryghedscanning i uge 7, for at sikre mig, at der var et hjerteslag. Hvis man først har hørt et hjerteslag så siger man, at der er 95% chance for, at man komme igennem graviditeten uden en spontan abort. Så jeg krydsede alt jeg havde, og tog afsted alene. (Tak Corona!)

Alt var i den skønneste orden, og for første gang, så jeg vores lille spunk inde i min mave. Jeg fik lov at optage en lille video som jeg kunne vise til Dennis når jeg kom hjem, så også han kunne se virkligheden for sig.

Tiden gik, og jeg ville lyve hvis jeg sagde den gik hurtigt. Det mener jeg bestemt ikke den gjorde, den sneglede sig afsted, særdeles over de uger, hvor risikoen for spontan abort er størst, og uroen i min mave var på det højeste! Det var de værste uger… Hold nu op, jeg synes det var energidrænende… Men mine symptomer blev ikke ligefrem mindre.. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har kastet op på min arbejdsplads, både dag og aften. Jeg har knap kunne holde noget i mig hele dage. Kvalmen har ædt mig op indefra, og Dennis har virkelig forsøgt at være der, og lave alle forskellige slags retter i køkkenet, uden hjælp. Faktisk, nu hvor jeg er i uge 14, kaster jeg stadig op indimellem.. Trætheden havde også haft meldt sin ankomst, men jeg ville klart hellere være træt, hvis jeg så kunne undvære den forbandede kvalme.. Ew. For ikke at tale om, at jeg har nok en enkelt gang eller to, haft nogle hormoner som har taget overhånd og givet mig nogle voldsomme store armbevægelser.. Eller bare, en stor stemme 😀 De kan virkelig være svære at styre, ikke? Eller er det bare mig? Jeg synes da også Dennis har været ekstra irriterende nogle dage, altså bare det at han trak vejret, kunne provokere mig… Hvad handler det lige om? Stakkels mænd… Eller måske bare min mand. (Undskyld skat!) Aldrig vær for fin til at undskylde..

-Men ikke alting har jo været negativt, for det er jo det hele værd, når man tænker på, hvilket udvikling der sker i kroppen, og hvorfor det er, at man har det ualmindelig dårligt.. Det er vel i bund og grund også bare tegn på, at graviditeten går som den skal – også selvom det ikke føles super godt i øjeblikket. Men hver eneste gang jeg har kastet op, så har jeg også valgt at sige til mig selv; “Baby har det godt…” Og det hjalp trods alt hver gang.

Vi valgte at fortælle vores nærmeste det, så vi også havde nogle at dele den her oplevelse med, og det nød vi, hver især. At der var nogle der spurgte og interesserede sig, og ikke mindst nogle som også glædede sig samme med os.

Endelig kom uge 12, og en nakkefoldscanning stod som næste del af vores eventyr. Endnu en gang måtte jeg tage afsted selv, mens Dennis kunne blive hjemme på sofaen.. Hvilket i øvrigt, ikke må være særligt nemt eller sjovt! Det her, er jo lige så stor en oplevelse for faren, som for moren. Jeg vil næsten sige, at de må have større behov for at se en scanning, end os. Vi kan trods alt mærke alting på egen krop – de står blot på sidelinjen. Så igen, tak Corona! Det er virkelig ærgerligt at skulle opleve så stor en ting alene, og ikke dele det med sin partner.. MEN! De åbner snart op igen, så resten af scanningerne kommer han med til… Det er jeg sikker på.

Scanningen gik præcis efter bogen, og jeg fik lov at se vores barn sparke, vende og dreje sig, løfte armene, bevæge sit hoved.. Ja, det er altså noget man skal prøve, før man forstår, hvor unikt det er at se. Og egentlig også forstå… Det er så vildt at tænke på, at der vokser et lille menneske, inden i mig. Noget som er skabt af den dybeste og reneste kærlighed… Jeg tror alle mødre har tænkt over den tanke en million gange! Det er så vildt, hvad kvindekroppen kan.. Og teknologien.. Hvor er det vildt, at vi kan få lov til at se, hvad der foregår, inde i vores mave! Igen, må vi huske at være taknemmelige.. Det er specielt.

Det var også denne dag, inden vi offentliggjorde vores hemmelighed, at vi ringede til Emma, for at fortælle hende nyheden først. Emma blev i marts måned 7 år, og vi har en enormt stor tilknytning til hende. Hun har det sidste år, prikket mig utålmodigt på maven, og spurgt om vi ikke snart skulle have en baby.. Når jeg har spurgt Emma, om hun godt kunne tænke sig det, og om hun glæder sig til at få en søskende her hos os, har hun altid svaret ja, med julelys i øjnene.. Hun kan dog ikke rigtig tage stilling til, om hun helst vil have en bror eller en søster, men bare en som vil lege med hende..

Jeg ser Emma som var hun min egen, og jeg elsker hende ualmindelig højt. Men, hun er jo ikke min. Genetisk, er hun kun Dennis’, så for mig er det selvfølgelig specielt, at jeg skal være mor nu. Men jeg tænker at vi begge to synes det er lige specielt, det her med, at hun skal være storesøster. Jeg glæder mig lige så meget som ham, også fordi at Emma hun er så omsorgsfuld og nærværende. Hun er kontaktsøgende og ikke mindst kærlig – hun vil blive den bedste storesøster, for vores lille guldklump, og hvor var det bare dejligt at høre hende sige, at hun også glæder sig… Det er selvfølgelig for Dennis noget helt andet, at skulle være far til vores barn, end til Emma. Kærligheden og omsorgen er lige stor, og han vil absolut elske begge lige højt – men forløbet er anderledes, da han aldrig var kærester med Emmas mor, og aldrig har oplevet alle de her ting undervejs, som han kommer til i vores forløb. Udover at han er med til alt undervejs, ser min udvikling fra dag til dag, kommer med til scanninger, mærker barnet sparke, og alt derimellem, så kommer han også til at være fuldtidsfar, og være med inde over alle beslutninger, ansvar og ikke mindst være på ligefod med mig. Det tænker jeg er det, som kommer til at betyde mest for ham.. Det er hårdt altid at være på sidelinjen med Emma, og aldrig må have indflydelse eller tages i betragtning. Det at undvære sit barn så meget, er heller ikke nemt. Her, bor han under samme tag som vores barn, og vil tilbringe alt den tid han ønsker, på at overøse vores barn, med alt den kærlighed han rummer – og det er slet ikke så lidt.. Jeg glæder mig til, at vi bliver en familie, alle 4. Og jeg glæder mig til fremtiden, og alt den vil bringe med sig, for os alle sammen.. Særligt også Emma.

Det er jo altid svært at forberede sig på, hvordan man vil være under sin graviditet. Man kan have nok så mange ambitioner og gode intentioner, men i bund og grund ved man ikke, hvilken slags graviditet man får, og hvordan kroppen reagere på alt det den skal igennem. Ingen graviditet er ens, og heller ingen krop er ens – det er jo noget der er helt individuelt. Jeg går snart ind i 2. trimester, og jeg er begyndt at få min energi og overskud tilbage, hvilket jeg er super lettet over. Det har jeg også glædet mig til!

Jeg har som sagt i 1. trimester været rigtig ramt på kvalme, opkast og træthed.. Men jeg har alligevel passet mit arbejde i bedste omfang, og jeg har fået slæbt mig afsted til træning 2-3-4 gange om ugen, også under corona-krisen. Også efter hovedet lige var i kummen først.. (mums) Det har været en kamp, men det kan jeg ikke rigtig hykle over – jeg kunne jo bare blive hjemme på sofaen! MEN.. Jeg vil så gerne holde mig igang under hele min graviditet, så vidt min krop tillader det.. Jeg forsøger fortsat at få trænet 3-4 gange om ugen, og gå mine daglige 10.000 skridt hver dag.. Jeg håber på, ligesom alle andre gravide kvinder, at jeg kan få lov til at tage så lidt på som muligt, så jeg ikke ender med 30+ kg, og en forfærdelig masse hårdt arbejde på den anden side.. Jeg er helt indforstået med, at man selvfølgelig skal tage på, og det “vil” jeg også gerne. Men kan vi holde det nede på de 10-12 kg, så vil jeg være yderst tilfreds! Så det krydser vi lige fingre for..

Vi er henne i uge 14 nu, og maven begynder så småt at få lidt form.. Det er vildt spændende, og sikke en stor forandring man skal igennem! Det her er jo en side af mig selv, som jeg ikke kender.. Jeg har ikke prøvet det her før, og det har min krop heller ikke. Jeg er normalt i sindsygt god kontakt og balance med min krop. Jeg kender den ud og ind, alle dens signaler og hvordan den/jeg har det. Det er min optik, at ens krop er den som beskytter og passer på din sjæl. Det er den som er din fremtid og den som skal bære dig igennem hele livet… Så jeg synes det er så vigtigt at respektere den, og lytte til den. Presse den, når den har godt af det – men giv den ro, når den trænger til det. Din krop skal stå model til alt fysisk, men også psykisk… Så tag den ikke for givet. Giv den kærlighed, og lær den at kende. Ikke mindst, acceptere den. Med accept kommer et sundt selvværd og et smukt sind. Din krop er smuk uanset hvordan den er, så husk at elsk den, og gør noget godt for den. Sæt pris på den, den har brug for dig <3

Jeg er helt ny og grøn i det her, og jeg synes det er så smukt, som vi mennesker hjælper og støtter hinanden. Jeg synes også det er mega fedt at være total ærlig og indrømme, når man har brug for hjælp. Ræk ud efter folk omkring dig, hvis man har brug for det. Hvad kan gå galt?

Jeg har ikke født et barn før, jeg har ikke været mor, jeg har ikke haft et barn som er mit ansvar hver dag, jeg har ikke oplevet den træthed og afkræftelse der kan komme efter en fødsel, eller den magtesløshed af opgaver man ikke ved hvordan man skal løse… Jeg er rent ud sagt, fuldstændig på bar bund! Og det er jo også vildt fedt, at skal til at lære alt det her, på egen krop… At udvikle sig selv på et helt andet niveau, lære andre sider af sig selv at kende, og ikke mindst, prøve noget helt nyt, som man aldrig har prøvet før! Det giver sommerfugle i maven.. Jeg er dog heller ikke bleg for at tage imod alle de gode råd og erfaringer som I har, til mig. Så er der noget i synes jeg skal vide, noget i vil hjælpe mig med, ting i har erfaret jer gennem tiden, som i tænker jeg vil kunne bruge til noget, jamen så tøv ikke med at skrive dem til mig! Jeg vil tage imod alt med kyshånd.. Jeg har allerede fået MANGE dejlige komplimenter, gode råd og ikke mindst spørgsmål omkring alt det her, og det varmer mig så meget. Tænk at i gider! Så tusinde tak for det, og bliv endelig ved.. Det gør mig så glad!

Tusinde tak fordi i har ville læse med, og ikke mindst vil følge med i vores eventyr.. Det betyder meget for mig <3

Instagram: Guldbrandt93